Af Alexander Bendtsen
Hvad får man, når man caster Colin Farrell og Brendan Gleeson til hovedrollerne i en film skrevet og instrueret af Martin McDonagh? Tematisk rig melankoli, pakket ind i kulsort og knivskarp humor.
Den dynamiske trio slog allerede pointen fast tilbage i 2008 med den fantastiske dramakomedie In Bruges, og nu understreger de den med deres nyeste film, The Banshees of Inisherin.
Vi befinder os på den lille irske ø Inisherin i foråret 1923, og præmissen er på overfladen enkel nok: Den simple men glade og rare bondemand Pádraic (Colin Farrell i topform) ser sit liv blive vendt på hovedet, da hans bedste ven, den ældre og mere reflekterende Colm (forrygende underspillende Brendan Gleeson) pludselig ikke vil have noget som helst med ham at gøre. ”I just dont like you no more”, lyder ordene specifikt. I stedet vil Colm bruge resten af sit liv på at lave musik i ro og mag.
Det virker dog til, at McDonagh har meget på hjerte mellem linjerne, og under fortællingens håndgribelige overflade stabler han mange lag af interessante tematikker, som giver rigeligt at reflektere over.
Colms søgen efter fred og ro hænger sammen med at netop musikken er hans sidste chance for at udrette noget, som folk vil huske ham for efter sin død. Det både forklarer og forsvarer han i scener, der eminent smelter filmens komiske og dramatiske elementer sammen.
Hans stræben efter at skabe noget betydningsfuldt står i skarp kontrast til Pádraic, der nyder en stille tilværelse med sine nærmeste, og mest bare er tilfreds med at blive husket for sin venlighed.
I adskillige morsomme konfrontationer mellem de to gamle venner giver McDonagh anlæg til tvivl om, hvad Colms eksistentielle krise, og bebrejdelse af Pádraic egentlig betyder. Humoren kommer dog med kraftigt melankolske undertoner. Konflikten er dybt deprimerende for dem begge og tager absurd makabre drejninger undervejs, hvilket giver dramaet eftertrykkelig slagkraft.
McDonagh sørger også for, at den grønne klippeø er mere end blot smukke, kontrastfyldte, autentiske kulisser, eminent filmet (for det er den virkelig også!). Den udgør et helstøbt miljø med fyldestgørende karakterer, der nuancerer fortællingen og bidrager til de underliggende tematikker.
En af de mest gribende karakterer i filmens supporting cast spilles af en veloplagt Kerry Condon i rollen som Pádraics begavede søster, der er klippen i hans liv, som han altid kan falde tilbage på.
Andre særligt velrealiserede roller er den lokale tosse Dominic (spillet sublimt af Barry Keoghan), der måske har mere mellem ørene end han regnes for, såvel som Dominics lede far, den magtsyge betjent Peadar (Gary Lydon).
Filmens mere stereotypiske karakterer, som den snagende butiksejer og den mystiske gamle kone, bringer fin underholdning, men kan til tider blive en anelse karikerede og ligetil. Det er dog nærmest det eneste, der er at udsætte på et gennemført stykke arbejde med henblik på karakterer og miljø.
Med The Banshees of Inisherin bruger filmgeniet McDonagh absurde omstændigheder til at indkapsle ægte følelser. Som man sidder og bliver opslugt i filmen, er det svært ikke at investere sig i det eskalerende venskab, som historien centrerer om. Man håber at venlighed vil sejre, men man frygter, at nogle sår aldrig heler.
Kommentarer